GUIDE: Blanding af tyndtflydende materiale

Vi får ofte spørgsmål omkring blanding af tyndtflydende produkter, såsom tyndpuds eller selvnivellerende gulvspartel. Blander man ikke korrekt, kan materialet blive klumpet - det optager simpelthen ikke vandet, som det skal.

GUIDE: 5 trin til blanding af tyndtflydende materiale

 

I denne guide, viser vi, hvordan du blander tyndpuds. Det er altså et produkt UDEN sten på over 8 mm, og derfor bruger vi standard blandearmen med 4 stålskovle. Blander du stenholdigt materiale, skal du huske altid at bruge blandearmene med de 3 gummiskovle. De er mere fleksible, så du sparer karret og ikke mindst gearkassen for en masse slitage.

 

Trin 1 af 5: Undersøg blandeforhold og blandetid

Følg altid vejledningen på produktet omkring blandetid og blandeforhold. Vær opmærksom på, at alt afhængig af producent, kan blandemetoden variere.

LÆS ALTID  vejledningen, hvis du arbejder med nyt materiale.

 

Trin 2 af 5: Afmål vandet

Du kan med fordel afmåle den mængde vand, der skal bruges, så der ikke ved en fejl kommer for meget i.

Hvis det viser sig, der skal mere vand i, end det du har målt af, så afmål også dette.

Så ved du præcist, hvor meget der skal til i næste blanding.

Vær opmærksom på, at temperaturen og fugtniveauet i luften kan have indflydelse på, hvor meget vand, der skal i blandingen. Er det en meget tør og varm dag, skal der måske mere vand i, end du plejer at hælde i; og er det en meget fugtig eller kølig dag, skal der mindre i, end der plejer at skulle.

 

 

Trin 3 af 5: Tilfør tørprodukt

Det er især, når du hælder tørproduktet i tvangsblanderen, at det støver, og det kan være sundhedsfarligt at indånde.

Inden du hælder tørprodukt i maskinen, skal du sætte din Dust Controller til en industristøvsuger i H-klasse og tænde for støvsugeren, så du undgår at indånde mest muligt støv.

Hvis du ikke har en Dust Controller til din tvangsblander, kan du læse mere om den her.

Hæld ALT dit tørprodukt i blanderen. Vi blander i videoen nedenfor i en 120L og bruger her 2 poser tørprodukt til vores tyndpuds.

 

Trin 4 af 5: Tilfør noget af vandet

Hæld 2/3 af vandet i og lad maskinen blande i nogle minutter. Vi lader den blande i 2-3 minutter, men husk at følge vejledningen på produktet.

Det skal blive til en helt glat og tyk masse.

 

Trin 5 af 5: Tilfør resten af vandet

Hæld resten af vandet i og lad maskinen blande i så lang tid, som der står på produktet, og materialet igen er helt glat.

Pas på ikke at hælde for meget vand i!

Når du blander tyndpuds, fx – ligesom vi gør i videoen - så skal maskinen køre, og materialet blandes i et stykke tid, før vandet optages, og produktet begynder at blive så flydende, som det skal være til slut. HUSK, at blandetiden varierer fra produkt til produkt.

Igen: Tjek vejledningen på dit produkt.

se alle vores tvangsblandere  gå til faq

 

 

 

I video-guiden nedenfor kan du se hele fremgangsmåden, og hvordan materialet udvikler sig, mens du blander.