Hvad skal du være opmærksom på, når du køber en brugt tvangsblander?

Overvejer du at købe en brugt SoRoTo® Tvangsblander? En SoRoTo® kan holde flere årtier, hvis man tager sig godt af den… Men hvordan undersøger du, om maskinen til salg er værd at tage med hjem?

Vi får tit opkald vedrørende reservedele til gamle tvangsblandere, som er købt brugt. Og en SoRoTo® kan holde rigtigt længe, hvis man passer på den, rengør den jævnligt, justerer og udskifter diverse sliddele (stort set alt kan udskiftes ved behov).

Men det er ikke til at vide, hvordan sælger har passet på blanderen, og der er betydelig forskel på at skulle udskifte fx hele gearkassen eller bare nogle hjul.

SoRoTo® har derfor lavet en liste over, hvilke funktioner og dele du bør tjekke, før du investerer i en brugt tvangsblander.

SÆLGERE AF FÅ ORD

En annonce på fx guloggratis.dk eller dba.dk kan have meget begrænset information. Ofte står der blot, at der er tale om en ”brugt tvangsblander”, og hvilken størrelse den har.

Derfor er det en god idé at tage kontakt til sælgeren, så du kan få flere detaljer på plads. Få billeder eller video, hvis sælger er lokaliseret langt fra dig – ellers bør du klart tage ud og kigge på maskinen selv. Det er altid smart at ”sparke dæk”, før man foretager sig et køb.

Helt overordnet, er det vigtigt at undersøge følgende på/ved tvangsblanderen:

  • Maskinen i brug
  • Motorværnet
  • Gearmotoren og kondensatorerne
  • Sikkerhedskontakten
  • Blandekarret
  • Blandearmene
  • Svejsninger

 

KAN DEN STARTE? KAN DEN KØRE?

Først og fremmest skal maskinen selvfølgelig kunne tændes og arbejde. Her må du blandt andet kigge på de elektriske komponenter, på gearmotoren - og så bør du simpelthen tænde den.

Der kan være forskelle på, hvordan de ”små tvangsblandere”, altså 240V-modellerne, og de ”store tvangsblandere”, 400V-modellerne, opfører sig. Fortrinsvist på el-området. Når det er tilfældet, har vi forsøgt at gøre det tydeligt i teksten nedenfor.

Maskinen i brug

Sæt maskinen til strøm med et udrullet kabel på max 10m. Jo længere tid, du kan lade den køre jo bedre – og det er endnu bedre, hvis du kan få lov at teste den under belastning. Fx med vådt grus eller et andet tungt materiale i karret.

Lyder den rigtigt? Skramler den? Lugter den mærkeligt? Og i så fald: hvor kommer lyd/lugt fra?

Drejer blandearmene rundt, som de skal? Hvis du har med en 240V-blander at gøre (40L – 120L), skal du løfte blandearmene op, så du kan se, om spændstifterne sidder, som de skal.

               

 

Udgangsakslen på en 240V-blander.

På det gule billede, kan du tydeligt se de 4 spændstifter i toppen af udgangsakslen.

 

Spændstifterne (2 stk. på ældre maskiner, 4 stk. på de nye) er lavet sådan, at de bøjer eller knækker, hvis blandearmene møder særlig stor modstand. Det gør de, så gearene ikke lider overlast – og i værste tilfælde knækker.

Hvis der kun er 2 spændstifter på din udgangsaksel, kan du nemt bore ud til flere spændstifter. Du behøver selvfølgelig ikke, men de holder nu engang bedre, hvis der er flere. Der er 4 huller i de nye blandearme.

Se her, hvordan du skifter spændstifter.

Hvis spændstifterne er som de skal være – eller du har med en 400V-maskine at gøre (som ikke har spændstifter) - og du kan dreje blandearmene rundt med hånden, så er det enten fordi udgangsakslen ikke hæfter nede i gearene, og de altså er knækket, eller blot fordi noten er faldet ud.

Ring ind og snak med vores tekniske eksperter, så kan vi hjælpe dig.

Hvis maskinen slet ikke tænder, så tjek vores FAQ: Min tvangsblander vil ikke starte…

Hvis den kan køre og ikke siger mærkelige lyde fra motorværn eller motor, eller lugter fra kondensatorerne, så, burde de elektriske komponenter være i orden.

Er du i tvivl, bør du altid ringe ind til os, så guider vi dig i den rigtige retning.

Motorværnet

Motorværnet er den sorte boks, der sidder på siden af gearet, som du tænder og slukker på. Det er også her, du tilslutter strømmen.

          

 

Inde i motorværnet er der en termosikring og et decideret motorværn.

Det er disse to, der gør motorværnet til et ”værn”. Termosikringen sørger nemlig for, at maskinen slår fra og slukker, hvis den af en eller anden grund overbelastes.

Det kan fx ske, hvis kablet er for langt, eller hvis det ikke er rullet ud fra kabeltromlen; hvis noget sidder i klemme mellem blandearm og kar (fx gammel beton), og maskinen derfor kæmper for at få blandearmene med rundt; eller der ikke er nok Ampere til rådighed på sikringen.

Motorværnet er en integreret enhed, så det købes ”all inclusive”, som du ser det ovenfor til højre.

Hvis ingen af de ovenstående ting viser sig at være problemet, bør du tjekke sikkerhedskontakten – se nedenfor.

Sikkerhedskontakten

Virker sikkerhedskontakten?

Når gittertragten løftes og giver adgang til blandekarret skal sikkerhedskontakten slå maskinen fra, så den slukker – og du ikke risikerer at få fingre eller andet i klemme mellem kar og skovle.

Sikkerhedskontakten er et lovkrav – for din sikkerheds skyld.

Hvis ikke sikkerhedskontakten virker, bør du først og fremmest se, om du kan justere den, så den virker igen.

Se her, hvordan du justerer sikkerhedskontakten.

Der har været to forskellige sikkerhedskontakter gennem tiden. Nedenfor kan du se, hvordan de to ser ud.

Den nye har en svingarm, hvor den gamle havde en trykknap. Det er nemt både at skaffe og montere sikkerhedskontakten, og du kan både få den nye og den gamle.

 

 

Billedet er af henholdsvis den gamle (tv) og den nye (th) sikkerhedskontakt.

 

Gearmotoren og kondensatorerne

Gearmotoren er tvangsblanderens hjerte, og kondensatorerne sørger for, at den kører, at den kører korrekt – og bliver ved at køre.

OBS, 400V-modellerne har IKKE kondensatorer. Til gengæld har de en fasevender, som kan give bøvl, hvis man ikke husker den.

Se her, hvordan du tjekker og justere fasevenderen.

SoRoTo® gearmotoren er nøje udviklet med henblik på maksimum effekt og minimum belastning - på strømnettet, på miljøet og på pengepungen.

Startkondensatoren (100-125 uF) sørger for at sætte fut i motoren

Driftkondensatoren (25/40 uF) sørger for, når motoren først er kommet i gang, at den fortsætter.

Fasekondensatoren (20 uF) sørger for, de andre kondensatorer holder sig i gang.

På nogle af de ældre maskiner, har kondensatorerne andre Mikrofarad-benævnelser (uF). Tag et billede og send til os, hvis du er i tvivl.

For en sikkerheds skyld, bør du tjekke kondensatorerne for buler eller andre deformiteter og lugt. Hvis de er deforme eller lugter SKAL de udskiftes, ellers risikerer de at gøre mere skidt end gavn. De kan alle nemt skaffes og udskiftes.

Som det kan ses på billedet nedenfor, er kondensatorerne placeret uden på motoren nu. Hvis du mangler en kondensator og ikke kan regne ud, hvilken det er, du mangler, så skriv ind til os med et billede.

Kondensatorerne har været placeret forskellige steder i tidens løb, men vi skal nok finde ud af, hvilken du skal bruge.

 

GEARMOTOREN

Gearene er det øverste stykke, der fæstner oppe i udgangsakselen.

Motoren er nedenfor. Kondensatorerne er de sorte rør, der sidder på motoren.

På nogle af de ældre maskiner sad kondensatorerne på indersiden af motoren.

 

Tjek, at blanderen har samme data, som en ny maskine har. Hvis maskinen er lavet om, kan det være svært at finde reservedele til den.

Du bør derfor undersøge/spørge sælgeren, hvor mange Volt maskinen kører på, hvor mange kilowatt dens output er på m.m. Du kan finde og printe datablade på hjemmesiden under de forskellige størrelser blandere (se hvor på billedet nedenfor) – så kan du krydstjekke og sikre dig, at alt er, som det bør være.

SVEJSNINGER, JUSTERINGER…

Holder karret tæt? Følger blandearmene sider og bund? Hvis maskinen er blevet misligholdt, banket ren, eller hvis noget har siddet i klemme mellem blandeskovle og blandekar, kan karret blive deformt, svejsninger kan gå op, og malingen kan skalle af.

 

Blandekar og blandearme

Blandearmene kan justeres, og du kan udskifte dem enkeltvis. Så støder de på karret eller er godt slidte, er det ikke det store problem.

Men sørg for at tjekke, om grunden til, at armene er slidte eller skæve, er noget synligt, som du kan gøre noget ved.

Et rent blandekar, fx, sikrer, at sliddet på blandearmene bliver meget mindre, og de derfor holder længere.

Det er ikke klogt at spare på rengøringen. Det bliver i så fald sværere og sværere at få maskinen ren.

Oftest slides blandearmene, fordi de støder på hærdet materiale i karret – eller fordi blandekarret er blevet deformt.

Blandekarret kan blive deformt, hvis maskinen har været væltet, eller hvis den er blevet rengjort ved, at man har banket på karret med en hammer.

Se her, hvordan du renser din tvangsblander.

Hvis der er blevet blandet stenholdigt materiale med stålskovle, kan skovlene og karret selvfølgelig også tage skade.

Skal du bruge blandearme med gummi- eller stålskovle?

KVALITETSBLANDINGER kræver optimale forhold, og her er rene, veljusterede blandearme vigtige – nøjagtigt ligesom et blandekar, hvor sider og bund er holdt rene fra gamle, hærdede blandinger.

ANDET

 

Til sidst runder vi lige diverse andre ting, der er gode at vide.

OLIE

Du kan skifte olie på maskinen. Når vi sender den ud af døren, er den fyldt til ”livstid”, men hvis den ved en fejl bliver vendt på hovedet, kan den spilde olie, og så er det let at fylde nyt på. Se, hvordan du skifter olie på din tvangsblander.

Hvis du er i tvivl om din maskines alder...

På pladen til højre for motorværnet (hvor serienummeret også står), står al maskinenes data. Her kan du se, hvornår maskinen er færdigmeldt.

Sørg også for at få en kvittering på maskinen. Så kan du både se, hvornår den er fra – og du kan sikre dig, at den ikke er stjålet.

 

RESERVEDELE

Vi innoverer hele tiden på vores maskiner. Blandt andet på grund af EU-restriktioner og påbud, men også fordi vi gerne vil være på forkant med branchens udvikling - og fordi mulighederne for at gøre vores kunders arbejdsliv nemmere bliver flere og flere.

Vi forsøger altid at sørge for, at nye dele også kan passe på gamle maskiner, så du kan bruge din maskine i rigtigt mange år – også selvom diverse sliddele skal udskiftes.

Reservedele til ældre SoRoTo® Tvangsblandere er derfor næsten altid muligt. Du kan købe dem i dit lokale byggemarked. Tjek evt. vores FAQ eller ring ind til os, hvis du er i tvivl, om du skal/kan bruge nye eller gamle dele.

 

SOROTO®-EKSPERTER i GLOSTRUP

SoRoTo® hovedkontoret ligger i Glostrup, tæt på København.

Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til os, så kan vi guide dig i den rigtige retning.

Du kan også sende din maskine ind til vores værksted. Vi kan tjekke den helt igennem og fortælle dig, hvad der skal til for, at den bliver helt tip-top igen.

Læs mere om reparationer på vores værksted nederst på vores Kontakt-side.

HUSK: Er du så heldig, at du har fundet en blander, der stadig er under garanti, må du endelig ikke åbne op for nogle af de elektriske komponenter – for så gælder garantien ikke mere.

 

DOWNLOAD LISTEN I KORT VERSION HER

 


 

CE-RESTRIKTIONER

Hvis maskinen er købt som en ældre sag, behøver CE-restriktionerne ikke være de samme.

Som udgangspunkt, skal der være sikkerhedsgitter i top (låget/gittertragten) og bund (CE-gitter ved slisken). Restriktionerne har ændret sig gennem tiden – især igennem ’90erne, skete der en del – og senest i 2017, kom der nyt CE-gitter.

Hvis du er i tvivl, om din maskine overholder de gældende regler, så tag fat i Arbejdstilsynet, BAMBUS, BFA eller andre med ekspertise på området.